Det var tiden, der tog det hele

Hun tog den gule bluse på
og holdt ham fast, så han ikke ku’ gå.
Hun så ham ind i øjnene,
hvor stjerneskæret var væk.
Hun græd og sagde: “Hvis du går,
så går du med mine bedste år.
Du fik det hele, brugte alt,
og derpå smed du mig bort.”

Han sa’: “Ingenting,
jeg tog ingenting
Det var tiden, der tog det hele.
Det, der er,
eller ikke er,
er vist ikke til at dele.”

Et forhold bli’r med tiden slidt.
Man flytter sig med kortere skridt.
De hårde ord gør øjet koldt
og siges en smule for tit.

Han sa’: “Ingenting,
jeg tog ingenting
Det var tiden, der tog det hele.
Det, der er,
eller ikke er,
er vist ikke til at dele.”

“Du ved, for mig er jordens salt
et ja fra dig, som jeg tit har fortalt.
Hvordan kan du dog mene, at
jeg ikke har givet dig alt?”

Han sa’: “Ingenting,
jeg tog ingenting
Det var tiden, der tog det hele.
Det, der er,
eller ikke er,
er vist ikke til at dele.”

Hun stod og frøs på bare tæ’r
og bad ham bare om at prøve lidt mer’.
Hun folded’ sine hænder og bad:
“La’ vær’ og svigt mig, lad vær’”
“La’ vær’ og svigt mig, lad vær’”
“La’ vær’ og svigt mig, lad vær’”